Sigmund Freud var den første i vores kultur, der for alvor studerede den menneskelige psyke og arbejdede med folks drømme. Freud mente at drømmene har en grundlæggende søvnbevarende funktion, og at de opfylder vore inderste drømme. Han så drømmene som bagudrettede kompromisser i forhold til svære ting fra barndommen.
Carl Gustav Jung var elev af Freud, som han brød med. Senere udviklede han sine egne teorier. Han mente, drømmene har en kompensatorisk funktion, så de opretter balance i psyken (f.eks. hvis man i drømme skælder ud på én, man føler sig underlegen overfor i vågen tilstand). Jung så drømmene som fremadrettede - ikke som profetier - men som anvisning på udviklingsmuligheder. Han mente, at drømmene er opbygget af dagsrester (sekvenser fra dagen før), af barndomsbegivenheder, og af det han kalder arketyper (universelle roller som f.eks. det at være forældre). Han sagde, at drømmene "taler i lignelser", som myter.
Mange har siden Freud og Jung udviklet nye teorier om og måder til at arbejde med drømme på. F.eks. Frederick S. Pearls og Arnold Mindel, der begge indrager kroppen i tolkningen af drømmene.
Danskeren Jess Bertelsen (JB), har videreudviklet Jungs teorier. Han ser drømmene som en radar, der scanner personligheden for ubalancer, der så opdages og kan korrigeres.
Han ser også drømmene som pædagogiske meddelelser til drømmeren. JB tager udgangspunkt i den esoteriske drømmeforståelse - at mennesket er opbygget af flere forfinede legemer: Kroppen, æterlegemet, astrallegemet, mentallegemet osv. Han mener at kilden til drømmebilleder og årsager til kropssymptomer skal findes i æterlegemet. Energilegemerne består af 7 indre centre langs ryggraden - chakrer. Hvert chakre symboliserer et sæt menneskelige egenskaber: Følelser, holdninger, interesser og udviklingsmuligheder. JB arbejder meditativt med drømmene, med det han kalder dobbelt bevidsthed, hvor man iagttager den indre proces samtidigt med, at den forløber.
